Når fantasien udebliver

I min lokale brugs er den grøntansvarlige så dedikeret til sit arbejde, at afdelingen for frugt og grønt får selv det mest velassorterede torvemarked til at blegne. Han burde faktisk få en medalje. For sin ihærdighed og evne til at formidle og nuancere sit område. Man får virkelig lyst til at lege med grøntsager, når man bevæger sig rundt. Men nogle gange er der bare flere faktorer, der spiller ind sidst på eftermiddagen, når der skal handles ind. Og så er det, at fantasien spiller én et puds. Og vi ender med at lægge de faste fire råvarer til salaten i kurven. Jeg vil gerne dele hvordan jeg får inspiration til at lave kreative salater.

Jeg har altid et mindre sortiment af dressing, nødder og grønt i mit køkken. Men jeg får ligesom mange andre også lyst til at gå på opdagelse i løbet af ugen i mit lokale supermarked. Der prøver jeg at variere mine indkøb til mine salater efter fem ”salattøs-fif”. Så jeg hele tiden prøver nye salater og udforsker sæsonens råvarer.

  1. Vælg en hovedråvare til din salat. En råvare, der har tyngde og er i sæson. På den måde varierer du altid basen i din salat og går uden om de nemme løsninger med iceberg, spinat og tomater (der jo basalt set kun hører sommeren til). Lige nu kan det være pastinak, persillerod, gulerod, rødbede, beder, spidskål, rødkål, grønkål, savoj, blomkål, broccoli mv.
  2. Overvej hvad du vil med din hovedråvare. Hvordan skal den tilberedes? Skal den spises rå eller let marineret i en dressing? Bages, grilles eller steges? Vælg dit afsæt med salaten herfra.
  3. Hvad skal supplere din hovedråvare. Du bør max vælge 5 råvarer i alt til din salat. Hvis du vælger at bage evt. rodfrugter, skal de så vendes i sesam eller birkes og drysses med friske urter? Eller vil du grille din spidskål og servere en pesto eller urtecreme til? Eller måske du er mere til rå rødbedesalat med syrlige æbler og tørrede abrikoser? Vælg max 3-4 råvarer, der supplerer din hovedråvare, og varier gerne i farverne. Måske du allerede har dem i køleskabet?
  4. Overvej, hvad der skal knase i din salat. Har du nødder og/eller kerner og frø på lager, eller er vi ude i tynde skiver af glaskål, gulerod eller beder – granatæblekerner eller friske majs, du skærer fra kolben? Knas kan være mange ting. Har du det på lager – eller er der noget, der frister?
  5. Dressing bør være en base, du hele tiden har på køl. Men er du løbet tør, kan du sagtens ryste en dressing af 1/3 dl balsamico eddike, 1 dl koldpresset olivenolie, havsalt og friskkværnet peber på under et minut. Spæd evt. til med urter, wasabi eller peberrod.

Vi ses i grøntafdeling!

Kærligst Mette