Salater til grillmad

Det bedste, jeg ved, er salater til grillmad. Sommerens skattekammer af solmodne råvarer pirrer mine sanser og åbner op for en helt ny verden af muligheder i mit salatkøkken. I mine salater til grillmad bager, griller, marinerer og sylter jeg råvarerne. Og så har jeg selvfølgelig også en bred palet af rå sprøde kål- og salatserveringer med årstidens bær, urter og frugt som topping. Det tilfører sødme, knas, syrlighed og farver til salaterne, og jeg ynder gerne at lave to salater til grillmad, typisk en salat af nye kartofler ledsaget af en lidt lettere salat. Først på sommeren er det iceberg, rucola, nye ærter, bær og urter. Sidst på sommeren er jeg særlig glad for majs, kål, tomater og bønner. Følger du årstidens gang, kan du hele tiden forny dit salatkøkken og forkæle sanserne med nye smagskombinationer. Nedenfor finder du fire af mine salater til grillmad.

Min yndlingssalat til grillet svinekød eller pølser er uden tvivl tomatsalaten, der er udviklet med inspiration fra min helt store guru, Jamie Oliver. Den sødme, der rammer ganen, når man første gang prøver salaten, er for mig indbegrebet af sommer og sol. Står grillmenuen på laks eller kylling, er jeg særlig glad for “Studentersalaten”, en sprød sommersalat med marinerede jordbær, avokado, nye ærter, ristede pinjerkerner og sprøde salatblade. Vandmelon er også en fantastisk råvare i salater til grillmad, den er sødmefyldt og læskende og er en god ledsager til både kylling og svinekød. Endelig giver jeg dig også mit bud på en sødmefyldt kartoffelsalat med hyldeblomst marineret broccoli, nye ærter og dild. En klassisk sommersalat, der er populær hos både voksne og børn.

Tomatsalaten

Tomatsalaten

Studentersalaten

Vandmelon, sukkerærter, nektarin og feta

Broccoli med hyldeblomst, nye ærter og kartoffel

Rigtig god sommer på terrassen.

Kærligst, Mette