SalatTøsen fylder 50

Passionen blev en levevej

Mette Løvbom tog danskerne med storm, da hun i 2013 begyndte at lægge salatopskrifter på Facebook for sjov. I dag lever hun af sin passion og har tre kogebøger i bagkataloget.

Det lå ikke i kortene, at Mette Løvbom skulle være kogebogsforfatter og inspirere danskere i hundredetusindvis til at basere deres måltider på velsmagende salater med sæsonens råvarer. Som selvstændig kommunikationsrådgiver med en solid karriere i dansk erhvervsliv bag sig var kursen stabilt sat for et livsværk i kommunikationsbranchen.

Eksperimenterne med årstidens grøntsager, saft, kraft og knas og knæk var blot en hobby, som blev udlevet i eget køkken og urtehave. Men da vennerne og vennernes venner i stigende grad efterspurgte hendes opskrifter på både salater og dressinger, blev det nemmeste at lægge dem ud på sociale medier. Under navnet SalatTøsen lancerede Mette Løvbom i 2013 sine første opskrifter på Facebook, og det greb om sig med en sjældent set fart.

Inden udgangen af året havde SalatTøsen 50.000 følgere. De første forlag var begyndt at ringe, og Mette Løvbom havde sagt ja til tjansen som TV-vært på programserien ”Årstidens Spisekammer” for TV2 Regionerne. I 2016 udkom hendes første kogebog ”Salater hele året rundt” på Politikens Forlag. De første 10.000 bøger blev solgt allerede i forsalg, og samlet har bogen for længst rundet 50.000 eksemplarer alene i Danmark. SalatTøsen havde ramt en nerve hos danskerne og gik med senere udgivelser også rent ind i oversættelse hos både svenskerne og tyskerne.

To opfølgere, ”Kål hele året rundt” og ”SalatTøsens grønne hverdag”, fulgte i 2017 og 2018, og undervejs skiftede Mette Løvbom arbejdslivet ud med sin hobby. I dag har SalatTøsen knap 120.000 følgere på Facebook og er samtidig en virksomhed med Mette Løvbom som direktør og 12 personer på lønningslisten. Hovedaktiviteten er madkurser for både private og professionelle, og gennem det seneste år har mere end 6.000 danskere valgt at lægge vejen forbi, når Mette Løvbom kokkererer, underviser og holder foredrag rundt om i landet.

SalatTøsen ramte den grønne bølge, da den var ved at rejse sig. Med et budskab om, at grøn mad baseret på lokale råvarer i sæson kan være velsmag og nydelse frem for blot sundhed og askese. Og om at salater kan mætte både smagsløg og mave så godt, at det nu er kødet, som er tilbehøret. Med en omfattende klimadagsorden buldrende ind over landet bliver det interessant at følge de forhåbentligt kommende kogebøger og tiltag fra Mette Løvboms hånd.

Mette Løvbom fejrer sin 50 års fødselsdag i Rom den 30. juni.