Sylteopskrifter til dit salatkøkken

sylteopskrifter

Jeg husker stadig den sødme, der ramte ganen, første gang jeg smagte solbærgrød med fløde hos min mormor, der var et rent leksikon af sylteopskrifter. Langs hækken bag hendes hus i Malling stod stolte rækker af solbærbuske og struttede om kap med kartofler og nye ærter hele sensommeren, og inde i selve haven kunne vi børn gå på rov efter stikkelsbær, ribs, paradisæbler og skovjordbær.

Lad mig bare sige det lige ud. Jeg er vokset op med både urtehave og sylt. Jeg sylter alt. Hele året rundt. På den måde forlænger jeg sæsonerne og kan nyde godt af sødsyltede grønne jordbær i min oktobersalat, ligesom jeg også hvert år til påske serverer hvide syltede asparges til den gravede laks.

Sylt er meget mere end rødbeder og asier.  Og hyldeblomstsaft. Jo, jeg kaster mig også over i de klassiske syltedyder i stor stil, men jeg ynder også at udvide sylteuniverset, så jeg både får brugt mine rester og samtidig også hele tiden har et basislager af søde elementer til primært mine salater. Det er kun fantasien, der sætter grænser i mit syltekøkken.

At sylte er nemt! Bare se mine sødsyltede rødløg, som jeg næsten hver uge får mails fra jer alle om. De har skabt så meget røre og glæde derude, at jeg bare ville ønske, I turde kaste jer ud i nye sylteeventyr. Men sylt kræver også, at du vælger gode eddiker, der både er runde og milde i smagen. Jeg går altid en stor bue uden om lagereddike, det ødelægger intensiteten i dine råvarer og sender nærmest tankerne i retning af sur hønserøv. Jeg bruger min egen økologiske æblecidereddike og enten rørsukker, kokosblomstsukker eller skovhonning som det søde element. Det giver balance og et godt afsæt.

Du kan se lidt af mine sylteopskrifter nedenfor:

Vaniljesyltede hokkaido-græskar

Lynsyltede rødløg 

Syltede hvide asparges – lav dem evt. af skorzonerrødder, de er i sæson lige nu.

Jeg håber, du har fået mod på at sylte lidt i dit køkken.

Kærligst Mette