Salater i Pinsen
Ved du, hvad du skal servere af salater i Pinsen? I min familie spiser vi ofte lette asparges- eller kartoffelsalater til enten ovnbagt eller varmtrøget laks. Og så forkæler vi ganerne med de helt nye og sprøde rabarber både i det salte salatkøkken og i det søde dessertkøkken. Lige nu er det sæson for netop rabarber, hvide og grønne asparges og ramsløg. Og de nye kartofler er begyndt at dukke op på grønttorvet og ved de små vejboder. En tid vi alle har længtes efter, efter en lang vintersæson med masser af kål, rodfrugter og de lidt tungere kornsalater.
Mine salater i Pinsen er både nemme, farverige og enkle i deres udtryk. Og så er de kreeret af råvarer, de fleste har som basis i deres køkken.
Prøv at lave mine syrlige rabarber pickles, de er gode ovenpå en spæd spinatsalat med ristede mandler eller som det knasende element på en god rabarbertærte med flødeis.
Min kartoffel galette er både sprød, syrlig og overraskende nem at lave. Den passer perfekt til laks og kylling og er samtidig smuk at servere til en grillaften.
Endelig er salaten med hvide asparges, en cremet vinaigrette og smilende æg en klassisk salat på pinsebordet. Den er særlig god til laks, og du kan forberede det meste, inden gæsterne ankommer.
Rigtig god Pinse til dig og familien.
Kærligst, Mette
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.