Beskrivelse
Den her salat skal erstatte den kogte eller købte rødkål:-) Den tager lidt tid at lave, men hold nu op den byder på så meget smag og karakter. Den kan bruges lun eller kold dagene derefter og er perfekt sammen med en grønkålssalat til den kraftige julemad.
Snit et helt øko-rødkål. Smelt rørsukker på en stor stegepande, når det er gyldenbrunt, tilsætter olivenolien og du halvdelen af det snittede kål og steger det, til al saft er væk (det tager 20-25 min.). Sukker kan godt ”klumpe” i kanterne, bare læg det ind i midten, så smelter det. Når al saft er ude af kål, tilsætter du æbleeddike og lader det fordampe (tager 10 min.). Tag kålen af og læg den i en gryde med de frosne blåbær, vanilje, dadler skåret i små tern, rosiner. Gentag processen på panden med den anden halvdel af kålen (brug igen 150 g sukker og 1 dl æbleeddike).
Når det sidste kål er ”tørt”, vendes det i gryden med æblemost oveni. Rør rundt i min. 15 min under svag varme, til væden næsten er væk og frugten er ”mør”. Smag til med salt og peber.
Den stegte rødkål må godt hvile et par dage, det bliver den kun bedre af. Den holder sig fint på køl i op til seks uger. Tilsæt evt. lidt andefedt under opvarmning juleaften. God fornøjelse!